Referat – Generalforsamling
Dato: 18. marts 2026
18 husstande var repræsenteret, heraf 0 fuldmagter.
1. Valg af dirigent
Olav blev valgt som dirigent.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.
2. Formandens beretning
Formandens beretning blev fremlagt og godkendt.
Beretningen kan læses i fulde herunder:
Kære medlemmer af Grundejerforeningen Kildebakken
Velkommen til årets generalforsamling i grundejerforeningen. Endnu et år er gået, og efter en hård vinter står foråret igen for døren med længere dage og spirende grønt. Generalforsamlingen giver altid anledning til at reflektere over året, der er gået.
Indledningsvis vil jeg gerne byde hjerteligt velkommen til Sarah i bestyrelsen. Hun trådte til, da Nikolaj – af personlige årsager – valgte at stoppe efter mange års indsats. Jeg vil gerne rette en stor tak til Nikolaj for hans arbejde som næstformand. Samtidig er jeg meget taknemmelig for, at Sarah var klar til at træde til, da behovet opstod.
Sarah har tilkendegivet, at hun – hvis generalforsamlingen godkender det – vil fortsætte i Nikolajs sted frem til 2027, hvor posten er på valg. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde, Sarah.
I år siger vi også farvel til Mark, som efter tre år i bestyrelsen har valgt at prioritere familien. Mark kunne desværre ikke være til stede i aften, men der skal lyde en stor tak for hans indsats.
Jeg vil også gerne rette en stor tak til resten af bestyrelsen – både for det gode samarbejde og for jeres engagement i fællesskabet her på vejen. I bruger jeres tid og energi på at få tingene til at fungere, og det er noget, vi alle nyder godt af. Tid er en værdifuld ressource, og jeg er sikker på, at jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at jeres indsats er værdsat.
I det forgangne år har bestyrelsen haft fokus på fællesskabet i foreningen. Vi fik desværre ikke afholdt en sommerfest i 2025, men forsøgte at kompensere med et hyggeligt arrangement i form af en mindre, uformel juletræstænding. Det var meget positivt at opleve den opbakning, der var til arrangementet.
Vi ønsker at gentage succesen i år, men vil samtidig justere vores tilgang. Fremover vil vi også invitere via en seddel i postkassen, så alle – også dem der ikke er aktive på Facebook – får mulighed for at deltage.
Det glæder mig desuden, at festudvalget allerede i dag kan melde en dato ud for sommerfesten i 2026. Det giver os en god mulighed for at samles til en hyggelig eftermiddag og aften og fortsat styrke fællesskabet på Kildebakken.
Bestyrelsesmæssigt står vi aktuelt og mangler én person til at overtage Marks plads. Derudover mangler vi to suppleanter – én til at afløse Sarah og én til at afløse Charlotte.
Samtidig har Jan varslet, at han træder ud af bestyrelsen, når hans periode udløber næste år. Det betyder, at vi også på lidt længere sigt får brug for endnu et bestyrelsesmedlem – gerne en kommende kasserer.
Arbejdsbyrden i bestyrelsen er overkommelig, og samarbejdet er godt, så jeg håber, at der er flere, der har lyst til at bidrage – både nu og fremadrettet – til at gøre Grundejerforeningen Kildebakken til et fortsat godt sted at bo.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ser frem til endnu et godt år på Kildebakken. Med fælles indsats og engagement er jeg sikker på, at vi fortsat kan udvikle et trygt, aktivt og velfungerende fællesskab.
Tak for jeres opmærksomhed – og tak for jeres bidrag til vores fællesskab.
Lad os gå videre til dagsordenen.
Tak for ordet.
3. Regnskab og budget
Kassereren fremlagde regnskabet.
- Regnskabet blev gennemgået, herunder:
- Indtægter baseret på ca. 63,5 husstande
- Kontingent på 3.000 kr.
- Lavere udgifter til vedligeholdelse af fællesarealer end budgetteret (årsag blev redegjort for)
- Årets resultat (overskud) blev fremlagt
- Bestyrelsen er opmærksom på eventuelle manglende betalinger fra grundejere og følger løbende op.
Budget 2026:
- Kontingent fastholdes på 3.000 kr.
- Aktiver og passiver blev gennemgået
- Der hensættes fortsat årligt 95.000 kr. til vej opsparing.
- Det blev præciseret, at hensættelsen kan justeres afhængigt af udgifter, fx vinterbekæmpelse og vejvedligehold
Drøftelser og kommentarer ifm. fremlæggelse af budget:
- Bestyrelsen følger op på optimering af “opbevaring” af midler
- Ønske om mere detaljeret regnskabsopstilling blev fremsat
→ Kasseren vil arbejde på mere specificerede poster fremover, dette bør fremgå af regnskab for 2025
4. Indkomne forslag
Det blev foreslået at sætte “pas på mig”-skilte op i chikanerne på Kildebakken. En mulighed med et sæt skilte i galger i første chikane blev fremlagt. Prisen på dette vil være ca. 6.000 kr.
Forslaget gav anledning til omfattende drøftelse om trafiksikkerhed i området.
Hovedpointer for opsætning af skilte:
- Skilte kan være et supplement til eksisterende tiltag
- Der findes skilte som “Legende børn”, som kan øge opmærksomheden
- Skilte kan opsættes på eksisterende lygtepæle eller skilte (fx blind vej)
- Forslag om placering under Nabohjælp-skilt
- Der blev henvist til evidens for, at skiltning virker – især i kombination med fysiske foranstaltninger
- Optimal effekt ved korrekt placering (ca. 180 cm over jorden)
- Kan være en relativt enkel og billig løsning
Hovedpointer imod opsætning af skilte:
- Skilte alene vurderes ikke at være tilstrækkelige
- Flere foretrækker fysiske løsninger (chikaner, vejbump eller mere markante foranstaltninger)
- Æstetiske hensyn – skilte anses af nogle som visuelt skæmmende
- Risiko for at for mange skilte mister effekt
Øvrige argumenter under debat om skiltning:
- Øge brugen af fysiske fartdæmpende foranstaltninger
- Gøre eksisterende chikaner/bump mere effektive, dog med risiko for øgede gener for husejere der bor i nærheden af vejbump
- Indskærpe i referatet, at beboere skal køre hensynsfuldt
Forslaget blev revideret og formuleret således, at bestyrelsen tildeles et budget på 6.000 kr. samt beslutningskompetence til at arbejde med opsætning af skilte med henblik på at dæmpe hastigheden på Kildebakken. Bestyrelsen skal i arbejdet søge at inddrage de fremsatte synspunkter.
Forslaget blev stemt igennem.
5. Festudvalg
Festudvalget fremlagde den tentative plan for sommerfest:
Dato: 5. september 2026
Foreløbigt program:
- Kl. 14:00 – Mødes ved legepladsen til kaffe, kage og aktiviteter (herunder skattejagt til børn. Både de små og de lidt større) – Mere information vil snarligt tilgå gennem Facebooksiden.
- Kl. 17:00 – Grill og fællesspisning (medbring eget kød + tilbehør til fællesbord). Der blev nævnt mulighed for fadølsanlæg.
- Efterfølgende fri leg og samvær
Telt opstilles og nedtages af leverandør.
Bemærkninger:
- Der søges frivillige til aktiviteter
- Invitation bør fysisk omdeles i postkasser for at sikre alle, også dem der ikke kigger på Facebook inviteres.
- Regnvejrsløsning ikke fastlagt (tages til efterretning)
6. Valg
Bestyrelse:
- Peter blev genvalgt
- Susanne Koustrup (nr. 61) blev valgt
Suppleanter:
- Andreas (nr. 17)
- Vibeke (nr. 10)
Revisorer:
- Genvalgt
Bemærkning:
- Det blev foreslået, at bestyrelsen fremover arbejder aktivt med at finde kandidater inden generalforsamlingen
7. Eventuelt
- Henstilling om korrekt placering af affaldsspande i henhold til deklarationen (må ikke være synlige fra vej) jf. § 12 af Deklarationen
- Ønske om dialog med kommunen vedr. sne på skraldespandslåg. Dette virker uhensigtsmæssigt og kan ikke på praktisk vis sikres af husejere forud for afhentning af affald.
- Ønske om tidligere/flere havecontainere → bestyrelsen følger op
- Dårligt belagte fliser ved sidste stikvej → meldes til Viborg Energi
- Ros til bestyrelsen
- Som kommentar på at der belv serveret mad forud for generalforsamlingen som et nyt tiltag, blev det nævnt at dette bør tages op til revidering.
- Juletræsarrangement blev rost
8. Afslutning
Dirigenten takkede for god ro og orden.
Generalforsamlingen blev afsluttet.